Afgang til det tredje Rige

Uddrag fra Martin Nielsens bog ”Rapport fra Stutthoff”.

[KOMMUNIST nr. 10-23] I DEN ALLERFØRSTE Morgendæmring den 2. Oktober 1943, Klokken var vel ikke mere end fire-halvfem, blev der med Geværkolber dundret paa alle Dørene i Barakkerne, og Soldaterne raabte:

– Klar til Afrejse om en halv Time. Klar til Afrejse om en halv Time, tag kun det allernødvendigste med, der er ikke Plads til mere i Transporten.

Vi for op. Kom i Tøjet. Trak det af igen, nogle af os, for at skifte Undertøj eller tage mere paa. Nogle pakkede deres Kufferter fulde, andre, deriblandt jeg, tog intet med. Jeg pakkede nogle faa Ting i en Mappe uden egentlig at gøre mig klart, hvad det var, og hvorfor jeg gjorde det.

Fotografierne af min Dreng kom jeg i en Kuvert, som jeg stak i Lommen.

DET LYSNEDE UDENFOR. Nogle af os gik ud. Der var ikke noget særligt paafaldende at mærke. Vi gik ind igen. Nogle begyndte at spise af deres egne Madvarer. Jeg tror, at alt, hvad der fandtes af raa Æg i Barakkerne, blev spist den Morgen. Som sædvanlig i saadanne Situationer kunde jeg intet spise. Jeg gik ud igen.

– Hvad tror du, spurgte en eller anden Kammerat, der ligesom jeg vankede hvileløst op og ned foran Barakken. Ja, hvad troede jeg egentlig? I mit Inderste var jeg ikke i Tvivl om, at det nu var Afgang til det tredie Rige. Nu kom altsaa alt det, jeg havde frygtet, alt det, jeg i utallige Breve fra min Indespærrings første Dag havde sagt til Myndighederne og Polikerne og aldrig faaet Svar paa. Nu fik jeg Svaret. Nu var det Afgang til Tyskland, til Helvede.

– Jeg har sgu taget den Skindvest paa, som du ved, vi tvang Lejrledelsen til at give mig, lød Jauerts Stemme ved Siden af mig. Man ved jo aldrig, om der ikke er koldt der, hvor vi nu skal hen.

Nej, Jauert havde Ret, man vidste ikke, om der ikke var koldt der, hvor vi nu skulde hen.

Og dog – til det sidste blev det ivrigt drøftet, om vi ikke bare skulde overflyttes til et andet Sted. Der havde længe gaaet Rygter om, at Nordsjællands Kyst skulde befæstes, og at der i den Anledning skulde stationeres ikke mindre end 25.000 Mand i Nordsjælland. Saa det var vel kun rimeligt, at man omdannede Horserød til Militærlejr.

TIDEN GIK. Hvileløst og planløst gik vi omkring, de fleste af os i vort bedste Tøj og med vore større eller mindre Pakkenelliker i Haanden. Vi ventede og ventede, som det altid er Fangens Lod at vente.

Klokken var vel mellem 7 og 8, da der begyndte at ske noget. En Række tyske Transportbiler med Presenninger over, en enkelt Rutebil og et Par smaa Personvogne kom ad Vejen fra Helsingør og svingede ind til Lejren. Ud af den første Personbil traadte en Mand i SS-Uniform. Jeg kendte ham. I December-Januar 1942-43 havde jeg lært ham at kende i Gestapos Afdeling i Vestre Fængsel. Dengang var han civil Gestapo­kommissær. Jaensch kaldte han sig. I Dag optraadte han altsaa som SS­Mand, hvilken Grad bemærkede jeg ikke. Men efter at jeg havde set ham, var enhver Tvivl borte:

Rejsen gjaldt Tyskland.

SS TOG NU SAMMEN med Politisoldaternes Kaptajn Kommandoen. Vi blev stillet op i to Rækker. Højt og tydeligt blev det meddelt os, at alle ældre og syge skulde træde fra, da de skulde transporteres i Rutebil. Hvilken Hensynsfuldhed! Men den danske Sygebetjent og den Sygeplejerske, der var blevet tilbage i Lejren, var ogsaa indenfor Hørevidde.

Vi andre blev delt i Grupper paa 40–50 Stykker og under stærk Bevogtning ført ud af Lejren og stoppet ind i de store Transportbiler. Fire­seks Soldater, svært bevæbnede med Maskinpistoler, var anbragt i Bilerne saadan, at de havde Overblik over os alle samtidigt.

Saa kørte vi. Danske Myndigheder havde i sin Tid kørt os til Horserød, nu kørte de tyske os derfra.

Regntykningen og Taagen gjorde det hele endnu mere trøstesløst, end det var i Forvejen. Det var koldt og blæste. Presenningerne flagrede og piskede os i Ansigtet under Farten mod København. Vi udvekslede kun faa Ord undervejs.

VI NAAEDE KØBENHAVN ad Lyngbyvejen. Kun faa bemærkede i de tidlige Morgentimer, at der var noget særligt paa Færde. Det var i hvert Fald vort Indtryk. Og dog – i nogen Tid fulgtes vi af en Mand paa Cykle. Og han var ikke i Tvivl om, hvad der var løs. Det var nemlig en af vore Kammerater, som den 29. August var flygtet fra Horserød.

Da vi svingede ind mod ­Kastellet, hørte jeg nogle bag mig tale om, at vi maaske skulde indespærres der ­foreløbigt. Men nej. Vi fort­satte ind paa selve Lange­linie, der var stærkt afspærret. Yderst ude ved Langelinie­molen laa et stort Skib med Hagekorset vajende i Mastetoppen. Paa Dækket gik bevæbnede Gestapoofficerer rundt med Revolvere i Hænderne. Ud for Skibet standsede vort Biltog.

Under Tyskernes Raab og Skrig, Skældsord og Eder sprang vi ned fra Bilerne. Nu var der ikke mere Tale om Omsorg for de gamle og syge. Her kunde jo ingen uvedkommende se os. Gestapoofficerer rettede Revolverne imod os og gav Ordre til, at vi skulde gaa op ad den stejle Bro, op paa Skibet.

Jeg skriver det, som det er. Den triste, regntunge Oktoberdag, Hagekorset, der vajede over Skibet, de revolver­svingende Gestapofolk, Visheden om, hvad dette var Indledningen til, knugede mit Hjerte sammen, da jeg gik op ad den stejle Bro. Jeg tror aldrig, jeg har været mørkere til Mode end den Morgen, da jeg troede, at jeg for sidste Gang forlod Danmark og dansk Jord.

SAA SNART VI VAR kommet om Bord paa Naziskibets Dæk, blev vi af skrigende og bandende, revolversvingende Gestapofolk, der øjensynlig skulde passe paa, at vi ikke sprang over Bord, drevet hen i Skibets Forstavn. Der stod et Par højere Naziofficerer, som med Revolverne rettet mod os tvang os til at aflevere den Tobak og de Cigaretter, som vi havde paa os eller i vor Bagage.

– Tøm Lommerne. Hvis du skjuler noget, skal jeg tvære dit Fjæs ud, skreg en af Herrefolkets Officerer, da det blev min Tur.

MED REVOLVERNE blev vi drevet helt ud i Skibets Forstavn og ned i det underste Lastrum. Det laa i Skibets Bund, flere Meter under Vandet og en halv Snes Meter under det øverste Dæk.

Da det ikke var muligt at kravle ned ad de stejle Lejdere med Kufferter eller Pakker i Haanden, maatte al Bagage smides ned i Lastrummet med det Resultat, at det meste gik i Stykker, og alt, hvad der var i Kufferter og Pakker, spredtes paa Skibets beskidte Bund.

I løbet af faa Minutter var alle 143 Fanger drevet ned i Skibets Dyb, saa langt ned under Vandets Overflade, vi kunde komme.

 

Åbent brev

Kære Statsminister,

Den 22. juni 1941 og de følgende dage arresterede det danske politi kommunisterne. Den tyske besættelsesmagt havde krævet 66 anholdt, men de danske myndigheder gik endnu længere end det og anholdt flere hundrede familiefædre, mødre, fagforeningsfolk, forfattere og ganske almindelige arbejdere.

To måneder efter vedtog et enigt Folketing “Kommunistloven”, der med tilbagevirkende kraft skulle ulovliggøre kommunisterne og legitimere tilfangetagelsen af de over 350 mænd og kvinder.

Regeringen fængslede kommunisterne for at beskytte resten af befolkningen fra besættelsesmagten, for at skærme befolkningen fra nazisternes vrede.

Da samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august 1943, overtog besættelsesmagten Horse­rødlejren. Mange nåede at flygte samme nat, men ikke alle nåede ud. Regeringens internering af kommunisterne var den direkte årsag til, at 150 mennesker blev sendt i tysk koncentrationslejr den 2. oktober 1943.

Der var intet liv efter koncentrationslejren Stutthof. Mere end 60.000 mennesker blev henrettet, mens de danske kommunister sad fanget i lejren. Danskerne bukkede under for sygdomme, blev tævet ihjel og henrettet. De, der kom hjem, døde af eftervirkningerne fra KZ-opholdet. Flere begik selvmord, for der var intet liv efter Stutthof.

Vi er vokset op i familier, der er blevet revet fra hinanden. Vi er blevet mærket gennem generationer. Vores fædre og mødre blev jagtet, fængslet, dødsdømt og skudt. Deres grave står umærkede tilbage, de ligger i massegravene og langs de polske landeveje, efterladt. Vores fædre og mødre blev ofret for, at jeres familier kunne komme nænsomt gennem krigen.

For dette overgreb kræver vi anerkendelse fra Statsministeren og Regeringen, vi kræver, at ­vores familiers historie ikke vil blive glemt.

Vi ønsker, at Statsministeren vil opsætte en mindeplade på Christiansborg. En plade til skam over Kommunistloven og til minde over vores familier, der måtte betale prisen for Folketingets svigt.

M.v.h. Efterkommerne af de internerede kommunister

 

Markering af 2. oktober 1943

I anledning af 80-årsdagen for deporteringen af kommunisterne til Stutthof arrangerer Horserød-Stutthof foreningen den 2. oktober kransenedlæggelse og høring på Christiansborg i Proviantsalen.

Mandag den 2. oktober kl. 11.30–17.00

Program

11.30: Afgang fra DGI-Byen i København med bus til Langelinje (Solibus).

12.00: Tale af Pelle Dragsted (Enhedslisten). Kransenedlæggelse ved mindesmærket for deporterede jøder og kommunister.

12.45: Bussen kører til Christiansborg. Høring om kommunistloven i Proviantsalen. Pelle Dragsted er moderator.

13.30: Velkomst ved Annette Mørk, formand for Horserød-Stutthof Foreningen & Allan Christiansen, formand for De Danske Spaniensfrivilliges Venner.

13.40: Oplæg af professor emeritus Jørn Vestergaard: “Kommunistloven – det juridiske ansvar”.

14.00: Tale af Albert Scherfig på vegne af efterkommerne af de internerede kommunister.

14.15: Vidnesbyrd af Lole Møller, efterkommer af Alvilda Larsen og Fritz Møller.

14.45: Vidnesbyrd af Ester Christiansen, efterkommer af Jens Erik Sørensen.

15.15: Vidnesbyrd Morten Thing, efterkommer af Børge Thing.

15.45: Tale af præst Leif Bork Hansen.

16.05: Oplæg af Jørgen Tved, forhenværende medlem af Folketinget: “Den kommunistiske illegale presse”. Afslutning med Arne Würgler, sangskriver & guitarist.

Der er begrænset deltagerantal i forhold til bus, samt deltagere på Christiansborg.

Tilmelding: formand for Horserød-Stutthof foreningen: ­Annette Mørk på mail: annettecopenhagen@gmail.com